-
Stor spiller åbner ny ladepark i Odense – fire på vej på Sjælland
Source: BDK Finans / 19 Apr 2024 12:12:22 America/Chicago
Er du elbilejer, kender du nok til, at tiden, mens ens bil står til ladning, kan gå meget langsomt. Det vil energigiganten Norlys forsøge at lave om på. Fra og med på mandag kan man få opladet sin elbil i Norlys' første egen ladepark, skriver Finans. Parken har placering ved motorvejsafkørslen »Drejebænken« på Den Fynske Motorvej ved Odense og tilbyder ud over ti styks 300 kW-lynladere et »oplevelsesunivers« udviklet af science centret Experimentarium. Her kan man lade børnene lege, mens man strækker benene. Derudover kan man købe snacks og drikkevarer i ladeparken. »Vores lynladere er hurtige, men det tager bare lidt længere tid at lade end at tanke en traditionel brændstofbil. Vi indretter derfor vores ladestationer sådan, at du ikke skal sidde og trille tommelfingre eller jonglere med børn, der keder sig på bagsædet,« siger direktør i Norlys' ladestanderforretning Ellen Trolle i en pressemeddelelse. Har man planer om at passere Odense i sin elbil på mandag, kan det også betale sig at kigge forbi. Fra klokken 12 på mandag den 22. april og et døgn frem vil det nemlig være muligt at lade sin elbil gratis. Derudover vil man kunne lade for bare en enkelt krone pr. kWh på Norlys' andre øvrige lynladere. Ladeparken er den første af 15, som Norlys planlægger at opføre i hele landet. På Sjælland vil der blive åbnet parker i Næstved, Gørvel, Gørløse og Køge, dog uden et tilhørende oplevelsesunivers som det i Odense. https://www.berlingske.dk/virksomheder/stor-spiller-aabner-ny-ladepark-i-odense-fire-paa-vej-paa-sjaelland